Hej Turid
Jeg har haft stor fornøjelse af din store ekspertice på området i langt tid. Jeg har dog et smertensbarn, som jeg ikke kan få bugt med, og det er nu blevet så alvorligt så min mand og jeg har snakket om en evt. aflivning. Vi har to cocker spaniels, en han på næsten 4 år, og en tæve på 2 år. Til tæven har vi fra starten af brugt blide metoder – vi har aldrig skældt hende ud, sagt «Nej» til hende o.s.v. Hun er den perfekte lille vuf.
Hannen derimod er et helt andet kapitel. Da vi havde købt ham (i år 2000) fik vi af kennelen at vide, at det var en god idè at gå til hundetræning i spaniel klubben. Vi læste Gwen Bailys «Hvalpebogen» og brugte de metoder, som er beskrevet i den – men, 4 mdr. gammel kunne han stå foran os, og gø i timevis (også selvom vi gik ud af stuen, uden at give ham kontakt), hvilket udviklede sig hele tiden til også at blive en knurren, snabben efter os.
Vi startede så i Spanielklubben, og dèr holdt trænerne ham op i nakken, da han var lidt over 1 år gammel og fortalte os at det skulle vi også gøre, når han ikke «opførte» sig ordentligt. Vi gjorde som vi fik fortalt, for de måtte vel vide bedst?
Det skulle vi jo bestemt aldrig have gjort, og ½ da den trænings sæson var slut, var det sidste gang vi kom i den klub.
Problmerne voksede og voksede med ham, og på et tidspunkt begyndte jeg at stille spørgsmåls tegn ved vores behandling af ham. En måned senere fik vi en brat opvågning, da jeg læste Roger Abrantes «hunden, ulven ved din side», og så senere gik igang med din bog «Dæmpende signaler». For hver eneste side jeg havde læst, trillede mine tårer ned af kinderne på mig, for det gik op for mig, at vi havde været meget, meget onde ved vores hund. Jeg tog så kontakt til en adfærdsterapeut tæt på vores hjem (en klub som lever og ånder for dine metoder, Turid) og dèr var vores hund begyndt at få kraftige anfald imod andre hunde (både han- og hunhunde) hvor han stivnede og gøede så fråden stod om munden på ham. Vi begyndte så at gå spor, og at give ham virkelig lækre godbidder når vi mødte andre hunde – det hjalp kun lidt, for selvom hundende var 50 meter væk, gøede han helt vildt af dem. I to år har vi så brugt de metoder med buer, og gode godbidder (lever, ost, pølse, kylling m.m.) men problemet med hans udfald imod andre hunde og nogle gange også mennesker, som han er utryk ved (det kan f.eks. være en kvinde der går på gaden) er kun blevet lidt mindre. På 2 år er vi næsten ikke kommet længere og det hele virker så håbløst, for vi kan ikke rigtigt have gæster, jeg er meget utryg når jeg skal gå tur med ham (det er næsten kun min mand, som går med ham) og nu er min tillid til hvad han kan finde på (evt. bide et barn eller et andet menneske) blevet meget, meget lille. Jeg føler ikke rigtigt at vi kan komme længere. Vi går spor 2 gange om ugen, går 1 – 2½ times tur med ham om dagen (hvor han løber fri), giver ham mad i Nina Olssons trælegetøj o.s.v. Vi går i buer, vi giver ham lang line så han kan undvige det han ikke kan lide, stiller os imellem ham og det han ikke bryder sig om, vi skælder ham aldrig ud o.s.v.
En klar forbedring er der sket for han står aldrig og gøer efter os mere, snabber ud efter os eller sådan noget lign. (heller ikke når vi har givet ham noget lækkert mad). Vi rykker heller ikke i linen når han begynder at gø – Hvad mere kan vi gøre??
Kære Turid, jeg håber så inderligt du kan hjælpe os.
Mvh Benedicte Kjær Tobiasen.