Hej Runar,
Jeg har tidligere skrevet til dig om min skønne 14 mdrs Rhodesian Ridgeback tæve med et spm om steriliserede tæver lugter anderledes og mange tak for dit svar.
Jeg har et spm vedr. krops- og verbale sproget hos ridgebacks kontra mange andre racer.
Min ridgeback har et MEGET tydeligt sprog – kropsproget viser sig ved at hun til tider «løber ind i» andre hunde – selvom hun udemærket kan se dem 😉 hun er et kæmpe repetoire mht at vise hvad hun føler/tænker/elsker/hader og er i det hele taget en stor skuespiller med sans for drama – det sidste er meget tydeligt i hendes verbalesprog – hun synger ofte «sit hjemlands vemodige sange» når hun ikke lige får hvad hun peger på, hun «taler» i det hele taget meget (mange suk, pust, støn, bjæf, gøen, hylen etc)…
Jeg ved fra andre RR ejere at dette er MEGET typisk og har læst at RReren er en af de hunde med det tydeligst sprog…Nu er det så jeg spekulere på hvorfor lige ridgebacken har det sådan?
Har læst Turids «Dæmpende signaler» (fantastisk bog) og er fascineret over at kunne aflæse min hund så godt nu…og synes det er sjovt og dejligt med det tydelige krops- og verbalsprog, men spekulere bare på hvorfor det er så udtalt hos lige præcis rigbeacken.
Hvorfor har de behov for det store sprog?
Mange RR hilsener,
Stine 😉
Svar fra Runar Næss
Hei Stine,
Endelig har jeg klart å få litt tid, så jeg kan svare på ditt RR spørsmål 😉
Du har helt rett i at Rhodesian Ridgeback har et velutviklet komunikasjonssystem og et stort atferdsrepetoire. RR er tradisjonellt en «flerbrukshund» – en hund som har mange oppgaver. Den skal jakte store og små byttedyr, den skal vokte gård og familie, og den skal kunne leke med barna. Den skal kunne jobbe alene med fører OG ikke minst sammen i hundeflokk.
Alle disse ulike arbeidsoppgavene krever en allsidig og «plastisk» hund, med evnen til å innrette seg etter forholdene i øyeblikket. I motsettning til hva mange tror, er RR en relativt ny hunderase, sammensatt av flere andre raser (som de fleste hunder). Dette nettopp for å få alle de ulike egenskapene man var ute etter.
Jo mer man spesialiserer en hund og dens arbeidsoppgaver, jo mindre blir atferdsrepetoiret. All «unødvendig» atferd vil da bli avlet bort. Det samme gjelder tildels også språket. Typisk eksempel er gjeterhundens måte å møte andre hunder på. Den går i møter ofte ned i snikjakt/gjeting – som er det DEN kan best i verden, men ikke alltid like verdsatt av den møtende hunden. På så sett får den problemer med komunikasjonen pga. spesialisert avl.
Virker det ikke logisk 😉
Lykke til videre med dine RR,
Mvh,
Runar
