Hej Canis.
Jeg har funderet over om man kan ændre en hunds generelle adfærd via klikkertræning?.
Jeg tænker på om man kan tænke sig at ændre en hunds adfærd fra ex. ( min egen shæferhund, der ikke er særlig racetypisk, nemlig ikke særlig social, samarbejdsvillig og usædvanlig selvstændig og altid har været det til trods for gode gener (ejer osse hendes mor) og klikkertræning gennem 4 år) — til at være det modsatte: social, samarbejdsvillig og mere afhængig af sin fører.
Jeg er godt klar over, at man selvfølgelig kan klikke/træne alle de små delmål for kontakt og socialitet,(hvilket også har hjulpet en del) men det er lige så meget et teoretisk spørgsmål om adfærdsændring kan medføre en «indre» ændring ? f.ex. bruger man jo en del adfærdstræning/behaviourisme på mennesker med psykiske problemer, hvor man ikke beskæftiger sig med hvorfor de tænker «mærkelige» tanker, men som i behaviourismen kun ser på adfærd.
Kan man forestille sig at en evt. adfærdsændring så at sige medfører en ændret «indstillling»/indre liv for hunden. Fx. kan jeg jo være lige glad hvorfor min hund er social/vil klappes etc., når bare resultatet bliver en «sødere» hund, men alligevel har jeg funderet på om en sådan adærdsændring har videre-rækkende følger?
Hvad er jeres syn på denne problematik?
(undskyld det lange spørgsmål)
mvh Connie
Svar fra Morten Egtvedt
Hei Connie!
Det var et vanskelig spørsmål 🙂 Saken er vel at adferdsanalysen ikke har noe godt svar på dette spørsmålet. Som du sier vil en behaviorist fokusere på observerbar adferd og konsekvenser, og mene at man får mer informasjon på denne måten.
Det filosofiske spørsmålet i denne sammenhengen blir jo om «at hunden blir mer sosial» skal betraktes som en indre endring eller en ytre endring. «Å være mer sosial» kan jo deles opp i mange små observerbare adferder, mens det er umulig for oss å vite noe om hundens «innstilling» er endret eller ikke.
Det er imidlertid vanlig å anta at det er en klar sammenheng mellom operant adferd og følelser (reflekser). Det er f.eks. dette prinsippet som ligger til grunn for «smileterapi». Det er dokumentert at hvis man tvinger seg selv til å smile når man er sint, blir man faktisk i bedre humør. På samme måte kan man anta at hvis man f.eks. lærer en hund å se på eier i stedet for å utagere mot hunder den passerer, vil det også påvirke reflekser som f.eks. adrenalinproduksjon (stressnivå). Og at klikkertrente hunder blir «søtere» enn hunder som trenes med ubehag, har jeg sett mange eksempler på 🙂 (men å være «søt» er også et resultat av mange observerbare adferder!).
Selv en behaviorist vil ikke avvise at det skjer ting av betydning inne i kroppen. Jeg er sikker på at det skjer store forandringer både når det gjelder ting som stressnivå og andre mentale prosesser når en hund som tidligere er trent på andre måter blir klikkertrent (og motsatt). Derimot vil en behaviorist mene at man får mer presis og nyttig informasjon (som kan brukes som grunnlag for å sette iverk praktisk treningstiltak) ved å analysere observerbare faktorer som situasjon, adferd og konsekvenser, i stedet for å prøve å tolke hva som foregår inne i hodet på hunden.
Jeg regner ikke med at dette var fullstendig svar på spørsmålet, men det er det beste jeg har i farten. Dette er jo et grunnleggende filosisk spørsmål som klokere folk enn meg har kranglet om i 100 år. Hvis du vil lære mer om behaviorismens perspektiv i dette spørsmålet anbefaler jeg boken «About Behaviorism» av B. F. Skinner.
Morten Egtvedt
http://www.hundetrening.no
